Vinderne af havekonkurrencen 'Giftfri Frederiksberg' er fundet
For at værne om vores natur og grundvand har Frederiksberg Kommune har været giftfri siden 1997. Men 40% af kommunens grønne arealer er private. Derfor har vi i 2021 kørt konkurrencen 'Giftfri Have', hvor borgere kunne indsende billeder af deres giftfrie haver. Ved præmieoverrækkelsen på Frederiksberg Rådhus, nød de fire vindere, Ditte, Majlis, Birthe og Annette, med deres venner og familie, et glas ukrudt-sodavand og fik overrakt bæredygtige præmiekurve.
Her kan du se billeder af deres smukke haver og læse mere om indsatsen.
Frederiksberg Kommune har været giftfri siden 1997, hvor vi som den første kommune i Danmark valgte at droppe brugen af sprøjtegifte på kommunale områder. For at få frederiksberg-borgerne med på at være giftfrie for at beskytte vores natur og grundvand, holder vi årligt havekonkurrencen 'Giftfri Frederiksberg'. Vi fejrede alle jeres flotte og vilde haver ved præmieoverrækkelse til vinderne i de fire kategorier: Gårdhave, altanhave, villahave og kolonihave.
Efter votering i et dommerpanel bestående af haveaktivist Persille Ingerslev, Martin Keller (kendt fra DR1), Frederiksbergs naturvejledere, Stadsgartner Karsten Klintø, miljømedarbejder Helene Reck Repsdorph og bæredygtighedskoordinator Pia Staalgaard blev de fire vindere fundet, Ditte Buch Herskind, Majlis Bloch, Birthe Hindsberger og Annette Guildal, der fik overrakt fine gavekurve på Rådhuset.
Hvorfor giftfri?
Sprøjtegift udgør en udfordring for biodiversiteten og vores grundvand. De kommunale arealer udgør 60% af de grønne arealer på Frederiksberg. Kampen for at beskytte vores biodiversitet og grundvand er vores alles kamp og vi har brug for borgernes hjælp for at bevare vores natur og grundvand. Kun sammen når vi i mål med at være 100% giftfrie på Frederiksberg.
Biodiversitetens stortrives i vilde haver. Gamle træer og ukrudt er gode levesteder for smådyr, som bier, sommerfugle, biller og edderkopper. Bivenlige blomsterhaver er et smukt alternativ til en veltrimmet græsplæne (Frederiksberg Kommune uddeler ved forskellige lejeligheder 'Frederiksberg Blomstereng'-blomsterblandingen, med flere end 35 frøsorter, som vokser flittigt i haven, gården og i altankassen). Der er mange måder at tænke omsorg omkring biodiversiteten ind sin have, og det kan man også gøre uden at omlægge til en vild have. Læs tips og tricks til hvordan du kan få en sprudlende biodiversitet i din have - helt uden sprøjtegift - her!
Frederiksberg Vand A/S indvinder hvert år 2,5 millioner kubikmeter fra Frederiksbergs undergrund til drikkevand. Det svarer til 45 procent af byens vandforbrug. Vores drikkevand er af høj kvalitet, derfor skal vi passe på det. Når man anvender sprøjtegifter eller andet, kan det sive ned i grundvandet og forurene vores drikkevand.
Ved at undlade at bruge sprøjtemidler værner du derfor om vores natur og drikkevand.
Gårdhave: Ditte Buch Herskind
I Dittes andelsforening er de gået sammen om at gøre deres gård nydelig og biodiversitetsvenlig. Sammen passer og plejer de haven, til stor glæde for beboerne.
Altanhave: Majlis Bloch
Majlis oplever stor biodiversitet i blomsterne på hendes altan og har sågar lavet et hjemmelavet vandhul på sin altan.
Villahave: Birthe Hindsberger
Birthe etablerede for 10 år siden en dam i sin have for at hjælpe biodiversiteten og smådyrene på vej. I dag nyder hun det diverse liv i sin have.
Til overrækkelsen havde Birthe forberedt en tale om naturens vigtighed. Den kan læses i fold-ud elementet under billedet.
Gennem århundrede er der blevet stadig færre vandhuller og moder i Danmark på grund af dræning, opfyldning og tilvoksning. Sangfuglenes sang blev afløst af motorstøj.
Men vi er kommet til et vendepunkt, hvor respekten og betydningen for træer, planter og dyreliv er blevet base for vor egen overlevelse på sigt.
Vand er et livgivende element for alle arter på kloden. For 10 år siden etablerede jeg en dam i haven, så vi selv beholdt tagets regnvand og kloakken slap. Den kæmpe stigning i diversitet, der opstod var overvældende.
I sommerhalvåret hvirvler det ind med liv. De små, som plankton og insekter.
I april er der ’svinger-klub’, fyldt med parringslystne frøer, så der var én kvadratmeter frøer på et solfyldt sted. På stenene sidder der frøer som soler og varmer sig. Senere hopper småfrøer rundt i havens bunddække. I sommerperioden finder mange af Frederiksbergs tørstende bier og insekter hen til dammen for at drikke. Det benytter nogle frøer sig af. De sidder og ’maden’ flyver næsten ind i munden på dem.
Det er skønt at sidde ved dammen sommeren. En dag sætter der sig en guldsmed på min bluse. Den indgyder respekt, for den har også siddet på dinosaurerne. Dens art har levet uforandret på kloden i 200 millioner år, viser fossiler fra kridt- og juratiden.
Der er brug for levesteder. I Valby-Bladet læste jeg, at en beboer på Ceciliavej, parallelvej til min vej Magnoliavej, havde lavet sin græsplæne om til blomstereng med stor succes. Årsagen var, at han med græsslåmaskinen havde hugget hovedet af en frø.
Jeg kunne fortsætte, men vælger at takke for anerkendelsen, som jeg er eget glad for.
Kan jeg bruges – så brug mig i denne sags tjeneste.
Kolonihave: Annette Guildal
Annettes kolonihave pryder langs Den Grønne Sti til stor fornøjelse for cyklisterne.