Frederiksberg Kommune deltager i Danmarks Vildeste Kommune 2022
Frederiksberg Kommune deltager i den landsdækkende konkurrence, Danmarks Vildeste Kommune. Ud over at være en dyst om netop at blive Danmarks Vildeste Kommune, er konkurrencen en oplagt mulighed til at øge biodiversiteten på Frederiksberg.
Selvom Frederiksberg Kommune er den tættest befolkede kommune i Nordeuropa, er Frederiksberg et grønt åndehul i byen. Frederiksbergs Kommunes grønne DNA er et resultat af mange års indsats for at fastholde og udvikle byens grønne karakter. Allerede tilbage i 1989 droppede Frederiksberg Kommune, som den første kommune, brug af gift på offentlige arealer, og i 2021 oprettede kommunalbestyrelsen en pulje på over 15 mio. til at øge mængden af bynatur og biodiversitet på Frederiksberg.
På Frederiksberg har vi ingen større sammenhængende vilde naturområder. Alligevel findes der masser af værdifulde levesteder for dyr, planter og svampe og andre organismer. Hvis vi yderligere skal øge biodiversiteten på Frederiksberg tæller hver eneste kvadratmeter. Derfor har kommunalbestyrelsen vedtaget en ny strategi for bynatur og biodiversitet. Ved arbejdet med puljen til mere bynatur og biodiversitet, og ved at deltage i konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune, sættes der fokus på biodiversiteten på Frederiksberg.
Læs mere om kampagnen og alle de forventede projektet ved at følge linket her.