Gå til hovedindhold

Gadehaver på Frederiksberg

Rundt omkring på Frederiksberg bliver du mødt af gadehaver, som lokale borgere på Frederiksberg selv planter til og passer. Det og meget mere kan du læse om på denne side.

Indhold

    Frederiksberg har i sommeren 2021 fået 29 gadehaver – haver på gader og pladser, som lokale borgere på Frederiksberg selv planter til og passer.

    Gadehaverne er med til at gøre Frederiksberg til en mere frodig by til stor glæde for de mennesker der bor, arbejder eller bruger byen. Ikke mindst gør gadehaverne biodiversiteten en tjeneste ved at skabe grønne levesteder for byens smådyr og insekter.

    Hver gadehave passes af en eller to frederiksbergborgere og de forskellige personligheder afspejles i gadehaverne. Derfor ser gadehaverne meget forskellige ud. De afspejler de forskellige mennesker der passer dem og derfor også den diversitet vi har på Frederiksberg.

    Find gadehavekortet her

    Herunder kan du læse mere om gadehaverne, og du kan tilmelde dig ventelisten, hvis du er interesseret i at få en gadehave.

     

    En gadehave er et højbed i cortenstål på 1x2 meter. Haverne er placeret på kommunale arealer ovenpå belægningen, relativt tæt på gadehaveejernes boliger. Der er også større gadehaver på nogle af byens pladser.

    Det er Frederiksberg Kommune, der har etableret bedene med stålkanter og jord. Herfra er det gadehaveejerne, som beplanter, vander og passer gadehaverne – enten selv eller i samarbejde med familie og venner. Dermed er det også gadehaveejerne selv, som beslutter udtrykket af haverne. Som udgangspunkt skal haverne understøtte byens biodiversitet og hjælpe med at gøre byen til et grønnere og skønnere sted for alle.

    Gadehaverne er hver især passet af forskellige Frederiksberg-borgere. De er derfor meget forskellige i deres udtryk.

    På vores gadehavekort kan du finde en oversigt over alle de borgerdrevne gadehaver på Frederiksberg. Find et par gadehaver tæt på dig og giv dem et besøg, eller planlæg en længere gadehave-rute til din aften gåtur. Der er en masse spændende blomster- og insektliv at finde på Frederiksberg. Tag en kop kaffe og din bedste ven i hånden og gå på opdagelse i din by.

    Det er både nye havefolk og erfarne have-rotter, som er blevet gadehaveejere. Udover smukke og farverige sommerblomster, anbefaler vi gadehaveejerne, at de planter:

    • Bi- og insektvenlige planter
    • Bunddække, så jorden ikke udtørrer
    • Stedsegrønne planter, så gadehaven er lidt grøn hele året
    • Vælger man buske, skal de være så lave, at de ikke er til gene for trafikken

    Når man har en gadehave, skal den passes. Det betyder, at man:

    • Selv skal vande og fjerne affald fra forbipasserende
    • Selv står for at tilplante haven. Det betyder altså, at man som gadehaveejer selv har udgifterne til planter og frø
    • Frederiksberg er en giftfri kommune. Derfor må man på ingen måde anvende sprøjtegifte i sin gadehave, da det skader vores grundvand og insektlivet

    Til gengæld må man som gadehaveejer selvfølgelig gerne plukke blomster til en buket på middagsbordet.

    Find inspiration til, hvordan du gør din gadehave til din drømmehave i vores planteoversigt og -liste

    Vi oplever stor interesse for gadehaverne. Der er pt. fire ledige haver, så send en mail til baeredygtig@frederiksberg.dk, så kan du være heldig at få fingrene i en gadehave.

    Fortæl kort, hvorfor du gerne vil være haveejer og dine kontaktoplysninger (adresse, mail).

    Har du spørgsmål eller vil vide mere om gadehaverne, så skriv til klimakonsulent Siri Astrup på sias01@frederiksberg.dk