Gå til hovedindhold

Grønne Dage på Frederiksberg 2022

Kom til Grønne Dage på Frederiksberg den 22.- 26. november 2022. Du kan møde klimaaktivist Signe Wenneberg, bygge en bedre verden med Shane Brox, deltage i et hekseritual med Måneurt, høre om biodi-hvaffor-en krise med biolog Vicky Knudsen, gå på jagt i Veras genbrugsmekka af lækkert tøj eller købe vinyler på markedspladsen i Performancesalen.

Indhold

    Hverdagsaktivisme - foredrag med Signe Wenneberg

    Tirsdag den 22. november kl. 19.00-21.00 i Performance på 1.sal

    Her kan du købe billetter

    Kom til foredrag med Signe Wenneberg - som du måske kender som havebogsforfatter, hverdagsaktivist på Instagram og bæredygtighedsrådgiver?

    Signe kommer og taler om bæredygtighed - om hverdagsaktivisme - og om de små ting du selv kan gøre… Ikke mindst henne i kompostbunken og omme haven - om det er en, du deler med andre eller ej.

    Dette foredrag er ikke kun for havemennesker med egen have… Men det kan være, at du er i gang med at gøre din have mere vild - hjemme eller i sommerhuset? Skal græsset gro højt - men hvor meget - og hvor tit skal det slås når der er vildskab? Vil du have mere selvforsyning i haven - eller i fælleshaven - eller fra kolonihaven? Kastede du dig over havearbejdet - måske sammen med børn - under Coronakrisen? Så er du ikke alene. Du er heller ikke alene, hvis du tænker tidens mange kriser sammen med havearbejde - det har kloge mennesker gjort før os - og det kommer Signe Wenneberg og fortæller meget mere om.

    Der vil være mulighed for at få en smagsprøve med Wenneberg & Sønner Botanisk Gin - bøger, kompostspande og økologisk botanisk gin kan købes efter foredraget.

    Byg en bedre verden med Shane

    - workshop for børn 5-12 år ifølge med voksen

    Onsdag den 23. november kl. 16.00-18.00 i Performance på 1. sal

    Her kan du købe billetter

    Med afsæt i FNs 17 verdensmål inspirerer Shane Brox til, hvad man kan gøre for at mindske overforbrug for eksempel ved at bygge sit eget legetøj ud af gamle og ødelagte ting eller ændre noget som er klart til nyt liv. Alle byggeprojekterne er baseret på genbrugsmaterialer.

    Medbring gerne egne genbrugsmaterialer - vi sørger også for, at der vil være masser af sjove ting til kreativiteten.

    Der vil være vand og en eftermiddagssnack til alle deltagere samt mulighed for at købe Shanes bog om verdensmålene.

    Hekserier, biodiversitet og ritualer - foredrag med Måneurt

    Onsdag den 23. november, kl. 19.30-21.00 i Performance på 1. sal

    Her kan du købe billetter

    Måneurt er tre naturaktivistiske kvinder, der brænder for jorden, himlen og magien imellem. De kommer med viden og produkter, der inspirerer til en mere bæredygtig og lokal levestil, samt en dybere kontakt til naturen og årets cyklus. Hvert år udgiver de kalenderen måne, urter og hverdagsmagi, som efterhånden er blevet et "must have" for alternative naturentusiaster.
    Kvinderne vil fortælle om deres arbejde, inspirere publikum med et mindre ritual og der vil være mulighed for at købe et par udvalgte produkter.

    Biodi-hvaffor-en-krise - foredrag med Vicky Knudsen

    Torsdag den 24. november kl. 19.00-21.00 i Performance på 1. sal

    Her kan du købe billetter

    Biodiversitetskrise og den sjette masseuddøen. Det lyder meget voldsomt, og det er det bestemt også. Men er det hele bare håbløst, eller er der rent faktisk håb forude?

    I dette foredrag kigges der nærmere på, hvad biodiversitet er, hvilke arter det er, der forsvinder, hvad der har forårsaget krisen, og hvad vi kan gøre for at vende krisen. For nogle gange kan selv små tiltag have en stor effekt. Og hvis vi lærer at holde af naturen, så er den også meget lettere at passe på. Der vil være både konkrete eksempler på hvad der går galt, og hvad der går godt. Hvad vi kan gøre, og hvad vi slet ikke skal gøre. Alt i alt for at blive lidt klogere på den der er allerbedst til at skabe god natur – naturen selv.

    Vicky Knudsen er uddannet biolog og har holdt et hav af foredrag og ture over hele landet. Hun har medvirket i en lang række indslag om natur på både tv, i radio og i skrevne medier. Hun har medvirket som ekspert i flere naturprogrammer og er især kendt fra det populære tv-program ”1 døgn, 2 hold, 3 dyr”.

    Vera's tøjbytte-event

    Lørdag den 26. november kl. 10.00-16.00 i PULS på 1. sal

    Fri entré

    Lørdag den 26. november kl. 10-16 rammer Veras Tøjbytte-event Grønne Dage og forvandler KU.BE til et sandt genbrugsmekka! På eventet kan du shoppe en masse flot, brugt kluns fra Veras’ kvalitetssikrede og kuraterede genbrugsudvalg og være med i kampen om at stoppe tøjspild.

    Har du brugt kluns, du ikke bruger? Så hiv det med og få op til 50% i rabat, når du shopper nyt, brugt til tøjbytte-eventet, i Veras og på vores onlineshop!

    Shop alt fra unik vintage til lækre brands og prisvenligt highstreet – der er altid genbrugskup i lange baner at gøre sig hos Veras, og du er garanteret en bæredygtig garderobe for en slik!

    Veras er et cirkulært tøjfællesskab, som bekæmper tøjspild og inspirerer til grønne, brugte tøjvaner. Veras er stiftet af Rebecca Vera i 2015 ud fra tanken om, at alt tøj har værdi, kan genbruges og kan få et nyt liv.

    Veras indsamler og kvalitetssikrer tøj fra lokaler garderober og udbetaler point for alt brugt tøj. I Veras kan du let bytte, købe og sælge genbrugstøj på markeder, i vores butik og på verasvintage.dk – og dét, der er hullet eller slidt, reparerer og upcycler vi for dig.

    Intet nyt indkøbes, og intet tøj går til spilde. Siden starten i 2015 har Veras reddet over en halv million stykker tøj fra at blive smidt ud.

    Markedsplads med salg af gamle vinyler

    Lørdag den 26. november kl. 10.00-16.00 i Performance på 1.sal

    Fri entré.

    For første gang er der marked med brugte vinyler i KU.BE som en del af Grønne Dage.

    Kom og gør et kup og tag hele familien med. Plademessen og landets førende vinylkræmmere indtager Performancesalen med sjove, sjældne og særlige plader.