Grønne Dage på Frederiksberg 2020
Covid-19 gjorde dette års Grønne Dage anderledes, men vi havde mulighed for at gennemføre - dog i et lidt anderledes format. Dyk ned i programmet anno 2020 herunder.
Foredrag med biolog Morten DD om bæredygtig bynatur
Morten DD gav med vanlig entusiasme et indblik i den danske natur, som både var overraskende og livsbekræftende. Fra de vildeste naturområder bevægede vi os ind mod haverne, hvor hovedparten af danskerne møder naturen i deres hverdag. Her gemmer sig mængder af vilde naturoplevelser, bare man åbner øjnene og måske giver vilde dyr og planter en lille smule mere opmærksomhed.
Morten DD er biolog og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus.
Arrangementet blev afholdt i samarbejde med lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening.
Foredrag med Mickey Gjerris om klimaetiske tanker om lysegrønt håb
Med videnskab og teknologi har mennesket sikret sig en hidtil uset magt over naturen. Det har givet muligheder for øget velfærd og velstand for milliarder af mennesker, men et sted på vejen glemte vi, at magt ikke kun er en mulighed, men også et ansvar. Og nu står vi i en situation, hvor naturen, vores livsgrundlag, er ved at bryde sammen: Forurening, klimaforandringer og masseuddøen af arter. Spørgsmålet er, hvordan vi finder vilje og mod til at standse op og ændre vores brug af naturen, så både den nuværende og fremtidige generation har en fremtid?
Foredraget dykkede ned i menneskets forhold til naturen og diskuterede en række muligheder for at ændre vores perspektiv på naturen og vores rolle i den. Grundpåstanden er, at så længe vi ser de nødvendige forandringer som et offer af det gode liv, kommer der ikke til at ske noget. Først når vi får lyst til at passe på verden, som vi er en del af, og har tiltro til, at det er en rejse, der vil bringe os glæde og muligheder for et meningsfyldt liv, vil handling følge ord.
Mickey Gjerris er uddannet teolog og underviser på Københavns Universitet i bioetik. Han har i mere end 20 år forsket i etiske spørgsmål og udgivet en række bøger.
Foredrag om hverdagsaktivisme og ginsmagning med Signe Wenneberg
Vi holdt gå-hjem-møde og foredrag om hverdagsaktivisme og smagte på økologisk botanisk gin. Signe Wenneberg fortalte om praktisk hverdagsaktivisme og hvad man selv kan gøre for at kaste sig ind i den grønne omstilling. Det var en underholdende aften, hvor vi rundede alt fra burhønsaktivisme, bæredygtigt byggeri og madspildsaktivisme.
Signe Wenneberg er klimaaktivist, foredragsholder, digital journalist og ginproducent. Hun udkommer dagligt med viden om bæredygtighed og hverdagsaktivisme på flere sociale medier, og har skrevet en række bøger om samme emner.